Pædagoguddannelsen skal reformeres, og det har den skullet længe - lige siden forhenværende undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) lovede det. Nu har undervisningsminister Bertel Haarder (V) langt om længe et forslag klar, men pædagogerne føler sig overhørt. »Ikke lyttet til manden på gulvet« »De ændringer, der er sket siden det første forslag kom i høring, er mikroskopiske. Det er især skuffende, når man tager i betragtning, at alle interesseorganisationerne har talt med Bertel Haarder. Det, jeg kan læse ud af det endelige forslag, er, at der ikke er blevet lyttet til manden på gulvet«, konstaterer formanden for de Pædagogstuderendes Landssammenslutning, Helle Bjerregard. Kritikken af reformen er kommet fra både de studerende, rektorerne, fagforeningerne og beslægtede uddannelser som f.eks. lærerne. Især regeringens uvilje mod at ændre på den lønnede praktik har stået for skud. Problemet er, ifølge pædagogerne, at uddannelsesaspektet ved praktikken fuldstændigt overses, når arbejdsgiveren skal betale for at have de studerende. I stedet burde praktikken være SU-berettiget. »Hele den pædagogiske verden er enig om, hvad der virkelig skal til for at gøre uddannelsen bedre, men regeringen vil åbenbart ikke investere de penge, det vil koste. Som vi ser det, vil de gerne sætte krav, men de er væk, når kravene skal honoreres«, siger Allan Baumand, ansvarlig for uddannelsesområdet hos Forbundet for pædagoger og klubfolk (BUPL). Ikke pengene værd Bertel Haarder ved godt, at interesseorganisationerne er utilfredse med praktikordningen, men for ham har det været en pragmatisk løsning: »Kommunerne kræver flere hundrede millioner kroner for SU-praktik, og det er det efter min mening ikke værd. I stedet har vi gjort en masse ved rammerne for praktikken - den skal forberedes ved hjælp af praktikuddannelsesplaner, der skal følges op på forløbet, og praktikstederne skal forberedes bedre«, siger ministeren. Med hensyn til indholdet af uddannelsesforløbet mener Bertel Haarder, at han har lyttet til det, organisationerne havde at sige. Reformforslaget står til at blive vedtaget i Folketinget med støtte fra i hvert fald Dansk Folkeparti. »Som udgangspunkt kan Bertel Haarder regne med os«, siger DF's uddannelsesordfører Martin Henriksen, der i øvrigt ikke forstår kritikken af den lønnede praktik: »Det er en god supplering til økonomien for de studerende, og med praktikuddannelsesplanerne er kritikken blevet imødekommet. Havde vi lavet det om til SU, havde kritikken sikkert været, at de så havde for lidt penge. Det kunne jeg snildt forestille mig«, lyder det fra Martin Henriksen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























