FN kritiserer integrationspakken

Lyt til artiklen

FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, er bekymret over flere elementer i regeringens nye integrationspakke. Det skriver UNHCR i et høringssvar til lovforslagene, som er på vej igennem Folketinget. Et af UNHCR's kritikpunkter er reglen om, at ægtepar på kontanthjælp kun kan bevare begges kontanthjælp, hvis mindst en af ægtefællerne har haft 300 timers arbejde inden for de seneste to år. »UNHCR frygter, at den regel vil ramme nogle urimeligt hårdt«, hedder det i høringssvaret, som også understreger behovet for at sikre, at sanktioner som de planlagte ikke uforholdsmæssigt hårdt rammer »flygtninge, som ofte tilhører de mest sårbare grupper i samfundet«. »Deres eget valg« Venstre afviser ikke, at især udlændinge vil blive ramt af 300-timers-reglen. »Men så er det deres eget valg, og fordi den ene part reelt ønsker at være hjemmegående. Det er helt i orden, men så skal man ikke have kontanthjælp«, siger integrationsordfører Irene Simonsen (V). »Og reglen gælder jo også danskere«. R: Helt bevidst De radikale mener, at partierne bag aftalen helt bevidst er gået efter at ramme udlændinge. »Ellers skulle reglen vel også gælde samlevende. Udlændinge er jo netop typisk gift, fordi ellers kan man ikke få familiesammenføring«, siger integrationsordfører Morten Østergaard (R). Helt overordnet opfordrer UNHCR den danske regering til at sikre, at de redskaber, der skal hjælpe udlændinge i gang med uddannelse og arbejde, er på plads, inden sanktionerne træder i kraft. Desuden udtrykker UNHCR skepsis over for sanktioner som et middel til integration. »UNHCR anerkender, at integration går begge veje og kræver en indsats fra både værtslandet og indvandreren. Men UNHCR vil gerne advare mod at overvurdere brugen af sanktioner som et redskab til integration«, skriver UNHCR. En tilsvarende holdning har UNHCR til den nye integrationserklæring, som Flygtningehøjkommissariatet har »svært ved at se værdien af«. »Den måde, erklæringen er formuleret på, bygger på en formodning om, at udlændinge ikke respekterer bestemte værdier, som er grundlæggende for demokratiske samfund«, skriver UNHCR, som mener, at det kan fremmedgøre flygtninge med en positiv indstilling til integration. Mangler potentiale Irene Simonsen forsvarer kontrakten: »Hvis man ikke kan leve op til kontrakten, så er det, fordi man ikke har et integrationspotentiale, og så skal man overveje, om det er her, man skal leve«. Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) siger til Ritzau, at hun ikke vil ændre integrationspakken. Bortset fra en enkelt formulering om, at flygtninge kan miste deres asyl, hvis forholdene i hjemlandet forbedres.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her