Mens resten af samfundet arbejder mere og mere på skæve tidspunkter, så holder kommunerne fortsat fri. »Det er utroligt. Det går på bedste kommunale beskub«, siger Venstres medlem af Borgerrepræsentationen Jesper Schou Hansen om Københavns Kommunes indsats. Kun ti børnehaver og vuggestuer holder weekendåbent. Derfor vil Venstre have kommunen op i helt andre omdrejninger. Mindst 50 steder burde holde åbent i weekenderne, mener Schou Hansen. Arbejder mellem jul og nytår Han henviser blandt andet til en ny undersøgelse fra fagforbundet HK/Privat. 44 procent af medarbejderne skal på arbejde mellem jul og nytår, og i gruppen af 30-39-årige, som typisk har små børn, skal 53 procent på arbejde. Men selv om lukkeloven er blevet yderligere liberaliseret, så arbejder Københavns ansvarlige borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) i den stik modsatte retning. I oktober forsøgte han at få afviklet weekendpasning i fem institutioner. Han blev dog stemt ned af både Venstre og Socialdemokraterne. Kontorchef Jan Dehn forklarer, at dækningsprocenten kun er mellem to og femten procent i weekendinstitutionerne. »I forhold til efterspørgslen, så er Københavns Kommune i den grad med«, fortæller Jan Dehn, der også selv synes, at det er bemærkelsesværdige tal, som kommunen har regnet sig frem til. »Det kan skyldes, at familierne i ferier og weekender hellere vil bruge deres nære netværk«, siger Dehn. Dårlig information Socialdemokraterne er også imod at skære i de skæve åbningstider på trods af embedsmændenes tal, og medlem af socialudvalget i København, Thor Buch Grønlykke (S), deler Venstres opfattelse af, at kommunen ikke har været gode nok til at informere om sine tilbud. »Informationen til borgerne skal være bedre. Det har den ikke været, og derfor vil vi ikke skære. Nu må vi se, hvordan den bedre information påvirker forældrene«, siger Thor Buch Grønlykke. I Venstre mener man direkte, at forvaltningen er skyld i de lave tal. »Den har ladet sive, at weekendinstitutionerne alligevel skulle lukke. Og når den gør det, så er det vel ikke så underligt, at søgningen til institutionerne er lav«, siger Jesper Schou Hansen. Han vil derfor have en ny stor undersøgelse af behovet hos forældrene. »Det kan da ikke passe, at mens resten af samfundet arbejder på mere og mere skæve tidspunkter, så er ønsket der ikke fra forældrene«, siger Schou Hansen. Det var ikke muligt at få en kommentar fra Bo Asmus Kjeldgaard.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























