En gruppe uledsagede børn fra Kina, der har søgt asyl i Danmark, har stillet de danske myndigheder i et alvorligt dilemma. De skal nu afgøre, om de vil give børnene opholdstilladelse, vel vidende, at de så formentlig vil forsvinde, eller om de vil sende børnene tilbage til Kina. Netop nu behandler Udlændingestyrelsen 11 sager med mindreårige asylsøgere fra Kina. Hjælp af menneskesmuglere De fleste af dem er kommet til Danmark med hjælp fra menneskesmuglere, som formentlig vil stå klar til at bringe børnene videre, hvis de får opholdstilladelse og slipper ud af den skærpede overvågning, de er underlagt i de Røde Kors-centre, hvor de opholder sig. Problemet er, at styrelsen ikke ved, hvor i verden børnenes forældre eller nære slægtninge befinder sig. Dermed ved de ikke, om menneskesmuglerne vil genforene børnene med deres forældre, som måske lever illegalt i et andet europæisk land. Eller om børnene vil blive udsat for misbrug eller udnyttelse. Hjem til Kina Omvendt: Hvis de danske myndigheder sender de kinesiske børn tilbage til Kina, kan de risikere, at de reelt afskærer børnene fra at blive forenet med deres forældre. »Det vil være en rigtig forfærdelig historie, hvis det er sådan, det hænger sammen. Og det kan man ikke udelukke«, siger Jørgen Chemnitz, der er leder af asylafdelingen i Dansk Røde Kors. Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har i de senere år haft en klar praksis i behandlingen af asylsager med uledsagede kinesiske børn. I 2004 og 2005 har ikke en eneste uledsaget mindreårig kineser har fået opholdstilladelse i Danmark. I de 11 sager, som Udlændingestyrelsen behandler, er der givet afslag i to tilfælde. Styrelsen overvejer, om den i de to sager skal give opholdstilladelse efter en særlig regel om, at uledsagede børn kan få opholdstilladelse, hvis de kommer i en »reel nødsituation« ved at blive sendt tilbage til hjemlandet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























