Den glemsomme DSB-passager, som ikke husker at købe billet, kan i fremtiden spare en hel del i bøde. DSB´s nye bøderegler kan nemlig omgås. Tricket er ifølge Ritzau, at fortælle den kontrollerende togrevisor, at man skal krydse enten Øresund eller Storebælt med tog. Billigere billet Selv om billetsalg i toget generelt stopper fra næste søndag den 15. januar, vil det nemlig fortsat være muligt at købe billet i toget, hvis man skal over Storebæltsbroen eller Øresundsbroen. Sådan en billet vil som regel være meget billigere end den kontrolafgift på 600 kroner, som DSB vil opkræve af passagerer uden billet. Står en passager eksempelvis på toget uden billet i Vedbæk nord for København for at køre til hovedstaden, kan han sige til togrevisoren, at han skal til Malmø. Så koster billetten ganske vist 101 kroner plus et gebyr på 40 kroner, men han undgår bøden på 600 kroner og sparer 459 kroner. Sværere at snyde DSB er klar over, at det er muligt at omgås reglerne for kontrolafgifter. De nye regler er indført for at få gratisterne til at betale. »Vi kan ikke forhindre folk i at snyde med et regelsæt, som tager højde for alle mulige spidsfindigheder. Derfor laver vi nu en enkel regel, som siger, at man altid skal have en billet, når man står på toget, medmindre rejsen går via Storebælt eller Øresund. Jeg er helt med på, at det kan betyde, at en kunde, der vil snyde, siger, at han skal til Malmø. Så får han en billet til Malmø. Det er sådan set rigtigt nok. Og det er der sådan set ikke noget at gøre ved«, siger underdirektør i DSB Christian Bjerring til Ritzau og understreger: »Som udgangspunkt stoler vi på vores kunder. Hvis kunden siger, at han skal til Korsør, så siger vi ikke, at han ikke skal. Pointen er, at vi gør det sværere og dyrere at snyde«. De nye regler gælder kun for DSB's tog. Man kan ikke købe billetter i Arrivas tog.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























