Støtte til boligbyggeri gået i stå

Lyt til artiklen

Et enkelt byggeprojekt i Ørestad. Et andet med boliger i Sorø. I 2005 blev der kun delt 19 millioner kroner ud til at støtte privat boligbyggeri, selv om der var 190 millioner kroner til rådighed. Regeringens store boligpakke er nemlig gået i stå. Begejstringen falder Kun få søger penge til at bygge nye lejelejligheder i København, og endnu færre vil gøre det de kommende år, forudser udlejerne. Målet var ellers at bruge offentlige penge til at støtte, at der blev bygget flere lejelejligheder, særlig i de områder, hvor der er boligmangel. Derfor satte regeringen i 2002 knap en milliard kroner af til at bygge lejeboliger. I 2003 var der ansøgninger om 10-20 gange så mange penge, som der var til rådighed. I 2004 var begejstringen faldet væsentligt, blandt andet på grund af omlægninger af ordningen. Alligevel blev alle pengene delt ud. I 2005 er kun hver tiende krone i ordningen delt ud. »Det er brandhamrende ærgerligt, hvis ordningen ikke fungerer«, siger Socialdemokraternes boligordfører René Skau Björnsson. Urentabel støtte I takt med, at priserne på ejerlejligheder er eksploderet på det københavnske boligmarked, er interessen for at bygge lejeboliger faldet. Der er mange flere penge at tjene på ejerlejligheder, og det har drevet priserne op på byggeri af lejeboliger. Da støtteordningen er indrettet, så der er grænser for, hvor dyrt man må bygge og stadig få støtte, kan det ikke mere betale sig at bygge inden for ordningen. »Du kan udregne på bagsiden af en kuvert, at det ikke er muligt at bygge til de priser. Jeg tror ikke, at der er mange, som vil søge næste år - om nogen overhovedet«, siger Rolf Norstrand, direktør i Ejendomsforeningen Danmark, som er udlejernes organisation. Samfundets svageste Selv om de private lejligheder har offentlige støttekroner i ryggen, er der ingen krav om, at nogle af lejlighederne skal være reserveret til nogle af samfundets svageste. Vil en kommune have mulighed for at sprede nogle af de dårligst stillede, kan den forsøge at købe sig ind hos private udlejere for 30.000 kroner. Og det er i praksis ikke sket. De to ting kombineret får nu Dansk Folkeparti til at foreslå, at man udvider byggeordningen, så kommunerne til gengæld for statsstøtten får ret til at råde over et vist antal lejligheder: »Det vil være fuldt ud rimeligt, at der skal være en anvisningsret, når man forlods ved, at man får støtte til byggeriet«, siger boligordfører Anita Knakkergaard. S øjner morgenluft Noget lignende har tidligere været foreslået af venstre side af Folketingssalen, men uden gennemslagskraft. Nu øjner Socialdemokratiet morgenluft: »Det er oplagt at se på modellen igen, hvis Dansk Folkeparti er med. Måske kan vi finde en bedre model for at sikre, at de private udlejere får et ansvar til at løse den boligsociale opgave«, siger René Skau Björnsson. Tilskuddet per lejlighed med støtteordningen er langt større end de 30.000 kroner, udlejerne nu kan få ved at give kommunen ret til at bestemme, hvem der flytter ind. Og udlejerne er slet ikke afvisende over for modellen. »Det lyder meget naturligt - så kan man selv vælge, om man vil bygge med støtte eller ej«, siger Rolf Norstrand fra Ejendomsforeningen Danmark. Men han understreger, at beløbsgrænserne i øjeblikket forhindrer, at der overhovedet bliver bygget. Flere familieboliger Skal ordningen genoplives, kræver det altså, at reglerne bliver lempet. Og så risikerer man, at byggeriet bliver så dyrt, at de svageste alligevel ikke kan flytte ind. »Jeg er ikke meget for at se på beløbsgrænserne. Der er brug for flere familieboliger, ikke flere luksuslejligheder. Men det er klart, kan man ikke bygge en helt almindelig bolig til en fornuftig pris, så må vi jo se på det«, siger René Skau Björnsson. Socialministeriet har indkaldt parterne til møde om ordningen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her