Ingen af de formodede deltagere i det blodige angreb på Christiania i april sidste år ventes dømt for drab. 14 personer blev anholdt og sigtet efter det voldsomme skyderi på Pusher Street, hvor én blev dræbt og fem såret. Men syv af dem slipper nu helt for sigtelser - mens de resterende syv får reduceret sigtelsen til alene at gælde trusler på livet og for at have udsat andres liv for fare, erfarer Ritzau. På fri fod Det kom frem under dagens retsmøde i Københavns Byret, hvor det også blev afsløret, at en eller flere medgerningsmænd fortsat er på fri fod. Sigtelserne frafaldes efter trekvart års intens efterforskning fra Københavns Politis drabsafdeling, der har brugt store ressourcer på at forsøge at finde gerningsmændene. Siden drabet har 12 mand arbejdet med sagen. Men betjentene er rendt ind i en mur af tavshed, ikke alene fra de sigtede, men også fra Christiania, hvor lysten til at komme med oplysninger om drabet har været minimal. »Efterforskerne har kæmpet op ad bakke. Vores største problem har været, at ingen af de sigtede har villet udtale sig, og at vitale vidner fra Christiania enten har holdt sig anonyme eller ikke har ønsket at fortælles os sagens rette sammenhæng. Alle har været modspillere«, siger lederen af drabsefterforskningen, kriminalinspektør Ove Dahl, til Ritzau. Skyderi ved Rust Nogle af de sigtede har også været impliceret i sagen om et skyderi ved spillestedet Rust på Nørrebro, hvor en mand blev dræbt, og hvor en anden efter sin anholdelse blev befriet ved en dramatisk aktion på Rigshospitalet. Skyderierne kan være en del af opgør mellem indvandrere og christianitter om handelen med stoffer og hash.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























