Auditørkorps overvejer at anke dom i Hommel-sag

Lyt til artiklen

Sagen mod afhøringsofficer Annemette Hommel og fire militærpolitifolk er på vej i landsretten. Forsvarets Auditørkorps, som er anklagemyndighed i sagen, er stadig i gang med at tygge sig igennem den 162 sider lange dom. »Vi overvejer, om vi skal anke sagen. Spørgsmålet er, hvad der vil tjene sagen bedst i landsretten, men det kan jeg ikke kommentere på nuværende tidspunkt. Men når vi har bestemt os for, hvad vores påstand vil være, så vil vi forkynde den for de tiltalte«, siger vicegeneralauditør Niels Christiansen til Ritzau. Dømte har anket Ankefristen er 14 dage, og auditørkorpset vil først melde offentligt ud, når man har forkyndt sin ankemeddelelse for de tiltalte, oplyser Niels Christiansen til Ritzau. De dømte har selv anket for at blive frifundet. De fem blev af Københavns Byret dømt skyldige i grov tilsidesættelse af Genèvekonventionens bestemmelser om at behandle beskyttede civilpersoner humant og med respekt og værdighed. Hommel og soldaterne overtrådte reglerne, da de i foråret 2004 afhørte tilbageholdte irakiske mænd i Camp Eden i Irak. Formildende omstændigheder betyder dog, at de slipper for straf. Formildende omstændigheder I dommen konstateres det, at Annemette Hommels grove tilsidesættelse af pligterne i tjenesten opvejes af, at hun ikke fik tilstrækkelig klare retningslinjer under arbejdet som efterretningsofficer i Irak. Hendes uddannelse var også forældet. En anden formildende omstændighed er, at selv om Hærens Operative Kommando (HOK) i oktober 2003 pålagde chefen for den danske bataljon at udarbejde retningslinjer for tilbageholdelse af fanger, så skete det ikke i tide til at være gældende på gerningstidspunktet. Og trods Hommels gentagne forespørgsler til sine foresatte i lejren, fik hun aldrig et klart svar på, hvor langt hun kunne gå under udspørgningerne af fanger i relation til konventionsgrænserne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her