Kongehuset søger nye medarbejdere. Ja, De hørte rigtigt, for hoffet står og mangler ikke færre end fire livrister. To til dronning Margrethe og prins Henrik, og to til kronprinsens. Der er tale om betroede stillinger, som kræver en høj grad af serviceforståelse og diskretion. For ikke alene skal man som livrist betjene de kongelige i en lang række praktiske sammenhænge, man skal også vide at gebærde sig på en måde, der falder i tråd med embedets traditioner og de forventninger, som med rette kan stilles til et medlem af majestætens stab. Lønnen er hemmelig Men hvad skal man så lave, hvad får man i løn - og hvilke kvalifikationer skal man have for at søge stillingerne? Hvis vi nu tager det pekuniære først, så er det bestemt ikke sådan, at arbejdet i sig selv bærer lønnen. Der kommer en check hver måned, men hvor stor den er, ønsker hoffet ikke at oplyse, fortæller Lis M. Frederiksen, der ellers er ansat som informationschef på Amalienborg: »Det er et internt anliggende mellem Hofmarskallatet og de pågældende«, uddyber hun. Og tilføjer, at særlige kvalifikationer kan danne udgangspunkt for drøftelser om det betimelige i justering af grundsatsen i opadgående retning. Strygning af tøj Mere konkret bliver det straks, når talen falder på baggrund og opgaver, og her lader vi hoffourer Kenneth Lysell Madsen forklare. Han er en slags hoteldirektør på Amalienborg, og har også opsyn med livristerne. »De folk, vi kigger efter, er nok i 30-40 års alderen«, siger Kenneth Lysell Madsen: »De har kendskab til servicebranchen, og skal være i stand til at påtage sig mange forskellige opgaver. For eksempel at stryge en skjorte, sætte øl og sodavand frem - og servere«. Men hvad med selve oplæringen - er der en form for AMU-kursus eller noget lignende involveret her? »Nej, slet ikke. Vi oplærer lokalt, man kommer lidt efter lidt ind i arbejdsgangen. Og selv om der i dag ikke er kvindelige livrister ansat ved hoffet, så er kvinder meget velkomne til at søge stillingerne«, forklarer hoffoureren. Hundeluftning Opgaverne dækker som sagt et bredt spektrum, herunder luftning af regentparrets to gravhunde; den ene hedder for resten Evita. Ønsker regenten eller prinsgemalen noget hentet i detailhandelen, træder man ligeledes til, og når de kongelige er på rejse, er der altid livrister med. Man arbejder syv dage i træk, og har derefter syv dage fri. Er man på morgenholdet, er dagens første dont at fordele den tidlige post, der er kommet til Amalienborg. Herefter bringes aviser til dronningen og prins Henrik, idet livristen ved denne lejlighed hilser sine principaler med ordene: »God morgen, Deres Majestæt - og godmorgen, Deres Kongelige Højhed«. Ved efterfølgende møder samme dag tiltaler livristen sine opdragsgivere med hhv. »Prinsgemalen« og »Dronningen«, og siger eksempelvis: »Hvad ønsker Dronningen«, når han via et sindrigt klokkesystem bliver hidkaldt fra det særlige forgemak, hvor livristerne har hovedkvarter. Uplettet straffeattest Man forventes som livrist at have kørekort, aldeles uplettet straffeattest, i tilstrækkelig grad at beherske engelsk, kunne tåle søgang under sommertogtet med 'Dannebrog', være i stand til at tænde op i pejsen - samt være indforstået med at bære uniform: Til hverdag rød jakke og sorte bukser, ved festlige lejligheder gule knæbukser, rød jakke, lange hvide strømper og særlige uniformssko. Man skal til hverdagsbrug selv sørge for indkøb af passende sko, men får til gengæld skopenge én gang om året, oplyser hoffourer Madsen. De to livrister, der ansættes hos kronprinsens, skal hverken pudre eller passe Christian Henri Valdemar John. Det har man folk til.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























