En bilists alt for voldsomme fart førte til, at en far mistede livet, da han trillede af sted med en barnevogn på en mindre vej uden for Århus. Barnets tilstand er kritisk. Politiet ser med så stor alvor på sagen, at en dommer skal afgøre, om bilisten skal varetægtsfængsles. Faren, der blev 27 år, gik ad Hovvejen mellem Tranbjerg og Hasselager, da han cirka klokken 11 blev ramt af bilen. Han blev dræbt på stedet, mens hans barn, en pige på syv måneder, blev alvorligt kvæstet, oplyser politiet. Kørte 130 kilometer i timen Påkørslen skete ved en bakketop, hvor man har svært ved at overskue andre trafikanter på den anden side af bakken. På baggrund af bremsesporene vurderede en bilinspektør umiddelbart, at bilistens fart mindst var oppe på 130 kilometer i timen. På den smalle vej er den højst tilladte hastighed 80 kilometer i timen. Den lille pige blev i ambulance kørt til Århus Kommunehospital, hvor en scanning afslørede skader. Hun blev derefter opereret. Ringede selv til politiet Det var den 20-årige bilist selv, der ringede og fortalte om ulykken. Han blev anholdt og vil blive sigtet for bl.a. uagtsomt manddrab og overtrædelse af færdselsloven. Den 20-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling. Bilisten har i forvejen kørselsforbud. Det vil sige, at han tidligere er dømt for en alvorlig overtrædelse af færdselsloven. Et kørselsforbud bruges som sanktion mod bilister, der begår grove overtrædelser inden for de første tre år efter erhvervelse af kørekortet. Først når vedkommende har gennemført undervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve, må han atter sætte sig bag rattet. Men det havde den 20-årige åbenbart ignoreret. Intet tydede umiddelbart på, at bilisten havde drukket spiritus. Både han og hans passager slap uskadte.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























