S og SF tager gerne imod Liberias diktator

Liberias tidligere diktator Charles Taylor kan meget vel ende i et dansk fængsel, hvis han dømmes for krigsforbrydelser. - Arkivfoto: AP
Liberias tidligere diktator Charles Taylor kan meget vel ende i et dansk fængsel, hvis han dømmes for krigsforbrydelser. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Danmark bør tage sin del af ansvaret for at have et internationalt retssamfund. Derfor skal vi også sige ja, hvis FN spørger, om Liberias tidligere præsident, Charles Taylor, kan afsone en eventuel dom for krigsforbrydelser her. Det mener både Socialdemokraterne og SF ifølge Ritzau. »Danmark kan klare opgaven« I dag er det nemlig kommet frem, at Danmark er blevet spurgt af FN, om den tidligere vestafrikanske diktator og krigsherre kan blive huset i Danmark efter retssagen ved tribunalet i Haag i Holland. »Vi arbejder for, at vi får styrket det internationale samfund, når det gælder retsforfølgelse af folk, der har begået forbrydelser mod menneskeheden. Så er det også naturligt, at vi tager vores del af ansvaret«, siger Socialdemokraternes retsordfører, Morten Bødskov til Ritzau. Han er ikke i tvivl om, at Danmark kan klare opgaven rent sikkerheds- og ressourcemæssigt. International forpligtelse Danmark må om nødvendigt stille en fængselscelle til rådighed for den tidligere liberiske præsident Charles Taylor. Det mener SF's retsordfører, Anne Baastrup, der også er formand for Folketingets retsudvalg. »Naturligvis skal Danmark om nødvendigt kunne huse en slyngel som Charles Taylor. Vi har en international forpligtelse til at sikre verden mod den slags forbrydere«, siger Anne Baastrup til Ritzau. Undren over DF's afvisning Retsordføreren undrer sig samtidigt over Dansk Folkepartis blanke afvisning af at lade Taylor afsone i Danmark. »Dansk Folkepartis argument om, at en Charles Taylor i et dansk fængsel vil udgøre en sikkerhedsrisiko, er det rene plat. DF har lagt stemmer til et utal af forhold, der har gjort Danmark mere utrygt, men vil ikke stå ved Danmarks ansvar internationalt. Vi lever i en globaliseret verden hvor det internationale samfund spiller en stadig større rolle. Det giver også nogle gange nogle sure forpligtelser. At holde Charles Taylor på vand og brød er én af dem, men det må vi tage med«, siger Anne Baastrup. Fængslet i Sierra Leone Charles Taylor sidder i øjeblikket fængslet i Sierra Leone, hvor han bevogtes af svenske tropper. Men planen er, at retssagen mod ham skal føres ved domstolen i Haag i Holland. Sagen kan dog ikke komme i gang, før det er afgjort, hvor han senere skal afsone sin straf. Charles Taylor står i retten over for 11 tiltaler om hans medvirken i den blodige borgerkrig i Sierra Leone. Han menes at stå bag i tusindvis af drab i Vestafrika. Sierra Leone er stadig politisk ustabilt efter borgerkrigen, der hærgede det lille land mellem 1991 og 2002. Konflikten voksede ud af Charles Taylors oprør i 1989, som tilsidst gav ham magten i Liberia og efterlod landet i dyb armod. Danmark i central rolle Udenrigsministeriet har tidligere i dag bekræftet, at Danmark er blevet spurgt, om landet kan overtage ansvaret for den tidligere diktator efter retssagen. »Jeg ved, at der er overvejelser i gang i FN om, hvor man så skal placere ham henne, når han ikke skal placeres i Haag«, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K). Udenrigsministeren henviser til, at Danmark i forvejen har anbragt sig i en central rolle i forhold til Taylor. »Danmark har jo arbejdet meget for, at Charles Taylor ikke skulle slippe for straf, og at han skulle udleveres. Vi er jo faktisk det land, der har rejst det i Sikkerhedsrådet«, siger den danske udenrigsminister. Sverige og Østrig har afslået Sverige og Østrig er tidligere blevet bedt om at tage imod Charles Taylor, men begge lande har afslået anmodningen fra FN og USA. Vestlige regeringer frygter følgevirkningerne af at tage den tidligere krigsherre og diktator til landet. De frygter også, at Taylor kan fortsætte med at udøve indflydelse fra fængslet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her