Der skal som bekendt to til en tango. Og sådan er det også med skænderiet mellem de konservative og Dansk Folkeparti, hvis striden mellem de to partier skal bilægges. Det mener de konservatives justitsminister, Lene Espersen: »Det er rigtigt, at der har været nogle tilfælde med kurrer på tråden mellem de to partier. Og her må jeg bare sige to ting: Vi skal have respekt for DF's indsats, men fru Kjærsgaard må så også forstå, at vores ministre ikke kan holde ud til at blive skældt ud i længden«, siger hun. »Langt til de radikale« Udmeldingen kommer, efter at den konservative leder, Bendt Bendtsen, i går meldte ud, at hans parti satser på samarbejdet med Dansk Folkeparti - og ikke på de radikale, som brød flere års tæt parløb med Socialdemokraterne. »Derfor skal borgerlige vælgere nu vide, at K stadig er langt fra de radikale på en lang række områder«, siger Lene Espersen. Det er ikke mere end to uger siden, at Dansk Folkeparti var med i et stormløb mod den konservative forbrugerminister, Lars Barfoed. Han var kommet i modvind efter afsløringer af manglende kontrol i fødevareindustrien. I sidste ende afviste DF dog resten af oppositionens ønske om at vælte Barfoed. Også sagen om Jyllands-Postens profettegninger har skabt gnidninger mellem de to partier. Og helt galt gik det, da de konservative foretog en kovending i sagen om torturofre, der ikke kan få ophold i Danmark. Her vendte K sig pludselig imod en aftale med Dansk Folkeparti. Uro i Venstre Blandt venstrefolk breder uroen sig, fordi man vurderer, at uenigheden stikker dybt. Og i går skyndte statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sig også at bakke Bendt Bendtsen op i afvisningen af de radikale. Den melding er Lene Espersen enig i: »Jeg kan godt forsikre dig for, at hvis du ringer til det konservative bagland og siger, at nu tilnærmer vi os de radikale, og at det koster på rets- og udlændingepolitikken, så vil de skrige: Aldrig i livet!«. Frokostmøde Og de konservative er så opsatte på at bilægge striden med regeringens støtteparti, at forsoningsmødet med DF, som oprindelig var planlagt som et kaffemøde på tirsdag mellem Pia Kjærsgaard og Bendt Bendtsen, nu er ændret til et regulært topmøde med frokost, hvor hele seks politikere fra topledelsen fra begge partier tropper op. Her vil udtalelser fra flere konservative politikere, som har været kritiske over for Dansk Folkeparti, blive taget op, siger partiets næstformand, Peter Skaarup: »Det er jo meget centralt, når en europaparlamentariker, en borgmester og en politisk ordfører samstemmende siger, at vi er et problem, og at vi må vende kursen. Det er jo ikke en detalje eller enkeltsag - det er en generel holdning, som en partiformand skal skære igennem over for«, siger han med henvisning til de seneste ugers partikamp.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























