Bombeangrebet i den egyptiske badeby Dahab, der mindst har kostet 18 personer livet og såret 83, heriblandt fem danskere, er en forfærdelig handling, som har til formål at isolere de arabiske regeringer fra Vesten. Det siger udenrigsminister Per Stig Møller (K), der betegner angrebet som tragisk. »Det er forfærdeligt, at det sker igen, og jeg har dyb medfølelse med de danske familier, der har fået ændret deres tilværelse. Og det er endnu mere tragisk med alle de mennesker, der er blevet slået ihjel og alle de familier, som nu står uden familiemedlemmer, der er blevet dræbt dernede«, siger Per Stig Møller. Modstand mod reformer Han siger, at det formentlig er islamiske terrorister, der står bag, og formålet er at skræmme de arabiske regeringer, der arbejder for reformer og samarbejder med Vesten. »Hvad enten det er Bali eller Egypten, så er formålet at isolere landet fra vestlig tilstedeværelse. At skræmme regeringer og befolkninger fra at samarbejde med den vestlige kultur, så de kan få indført deres fundamentalistiske islamiske«, siger Per Stig Møller. Støtte skal fastholdes Men reaktionen skal ikke være, at Vesten trækker sig tilbage. Tværtimod gør de gentagne terroraktioner det kun endnu mere nødvendigt at støtte og hjælpe de arabiske regeringer, der ønsker reformer. »Vi må hjælpe og støtte de reformkræfter, der er i landene, og hjælpe dem så godt vi kan til resultater. Hvis der kommer en udvikling og reformer, så vil folk vende sig mere og mere imod dem, der ødelægger morgendagen. Der skal ikke være nogen sympati nogen steder for terroristerne«, siger Per Stig Møller. »For egen risiko« Han opfordrer samtidig danskere, der planlægger rejser til arabiske lande, til grundigt at sætte sig ind i Udenrigsministeriets rejsevejledninger, inden de tager af sted. »Vi har længe skrevet, at der var risiko for terror i Egypten. Man må læse rejsevejledningen, og så må man gøre op med sig selv, om man vil løbe den risiko«, siger udenrigsministeren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























