Lærere strejker mod sparekrav

Anne Jessen blev og passede på ungerne i O.c. Hverken hun eller de andre forældre kendte om morgenen til strejken. - Foto: Jens Dresling
Anne Jessen blev og passede på ungerne i O.c. Hverken hun eller de andre forældre kendte om morgenen til strejken. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Der var ingen lærere til at tage imod børnene og heller ingen i klassen, da Anne Jessen fulgte sin søn til Østerhøjskole i går morges. Kun en besked på tavlen hilste børnene godmorgen. 'Lærerne holder fagligt møde. Nærmere besked følger'. Lærerne i Ballerup Kommune havde nedlagt arbejdet og sad på lærerværelserne og planlagde en demonstration ved rådhuset. »Der var uro blandt forældrene inde i klassen. Viceinspektøren vidste heller ikke, hvad der foregik, men fik senere at vide, at de strejkede«, fortæller Anne Jessen, der har et barn i O.c og 2.c. I begge klasser havde forældrene ladet børnene blive. Lærerne ville ikke være i klassen med børnene, men tilbød at holde et øje med de små børn. Nye forhandlinger Lærerne protesterede mod kommunen, der vil spare 28 millioner kroner på skoleområdet. Kommunen sender i dag et brev, hvor de opsiger lærernes lokale aftale om arbejdstid. Derved er lærerne de eneste i landet, som ikke har en lokalaftale. »Kommunen skærer på timer til usynlige opgaver, som forældrene ikke ser, men tager meget tid. De ved nemlig, at lærerne bruger tiden alligevel«, siger tillidsmand på Østerhøjskolen Peter Hammershøi. Stram op på planlægning Ballerups Lærerforening så hellere, at der blev sparet på sideprojekter og strammet op på planlægningen. »De fjerner bundplankerne i skibet for at bygge et soltag. Vi foreslog at spare på projekter, som politikerne profilerer sig på og som giver mediedækning, men dem bevarer kommunen«, siger formand Jens Jessen. Han peger på det årlige projekt, hvor borgmesteren har et byråd med 6. klasse og deler 160.000 kroner ud og ser gerne, at der også bliver sparet lederstillinger. »Borgmesteren har sagt, at besparelser både skal ramme høvdinge og indianere, men den synes vi klinger hult«, siger han. Udviklingsdirektør Dorrit Christensen kan p.t. hverken love eller udelukke, at der bliver sparet ledere. Arbejde genoptaget Lærerne genoptog arbejdet klokken 13 efter en demonstration ved rådhuset. »Formanden for skoleudvalget Michael Krautwald-Rasmussen (S) kom ud til demonstranterne og sagde, at de vil genoptage forhandlingerne med lærerforeningen. Folk var skeptiske, men man kan jo håbe«, siger tillidsmand Peter Hammershøi.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her