Ordensmagten står stadig uden årsag til, at en 26-årig mand fredag aften blev stukket ned på Café Ozak i Boltens Gård i det indre København. »Vi har en formodning om, at gerningsmanden og offeret kendte hinanden, og det kunne tyde på, at der er tale om et regnskab, der skulle gøres op«, siger Carsten Ahrends, Kriminalpolitiets centrale vagtleder, der betragter sagen som særdeles alvorlig. Stukket efter skænderi Han oplyser, at overfaldet fandt sted omkring kl. 22.30, kort tid efter at tre mænd var kommet ind på caféen. Den ene gik op til den 26-årige i baren med det samme. De to begyndte at skændes, hvorefter gerningsmanden først slog offeret og derefter stak ham to gange med en kniv. Efter episoden flygtede gerningsmanden sammen med sine to bekendte, og den 26-årige blev kørt på hospitalet med en punkteret lunge. Ifølge politiets oplysninger er han uden for livsfare Mistænkt i søgelyset Kriminalpolitiets Carsten Ahrends fortæller, at de har en 'kraftig' formodning om, hvem gerningspersonen er, men at han endnu ikke er i politiets varetægt. Han beskriver den mistænkte som mellem 20-30 år, 180-190 cm høj, muskuløs, med mørkt karseklippet hår og var på gerningstidspunktet iført sort hættetrøje. Personen, som politiet er på jagt efter, er fra Københavnsområdet og vil blive sigtet for enten drabsforsøg eller kvalificeret vold. Visitationszoner Knivstikkeriet sker blot en måned efter at mesterbokseren, Tue Bjørn Thomsen blev stukket ihjel på Café Vinbaren. Kort efter episoden indførte Københavns Politi særlige visitationszoner, hvor betjente uden mistanke kan visitere personer i jagten på knive. Boltens Gård hører under den ene af visitationszonerne, men der var ifølge politiet ikke betjente til stede omkring gerningstidspunktet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























