Berlingske går ned i format

Berlingske Tidende ændrer format fra 28. august. - Arkivfoto: Finn Frandsen
Berlingske Tidende ændrer format fra 28. august. - Arkivfoto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Danmarks ældste avis, Berlingske Tidende, skifter format. Fra 28. august udkommer morgenavisen i tabloidformat. Tabloidformatet benyttes i Danmark af Ekstra-Bladet, B.T., Jyske Vestkysten, Sjællandske Dagblade, Urban og Metroxpress. Senest har også Information skiftet til det mindre format. Følger international trend Berlingske Tidende er den første af de store danske morgenaviser, der tager dette skridt. Dermed følger avisen trenden i den internationale avisbranche, hvor kendte aviser som The Times, The Independent, The Guardian, den europæiske udgave af Wall Street Journal, Svenska Dagbladet og Norske Aftenposten, også er gået over til tabloid. Praktisk format Ansvarshavende chefredaktør på Berlingske Tidende, Niels Lunde, siger, at ændringen i høj grad er foretaget af hensyn til læsernes kostbare tid. »Avisen skal være nem at overskue og i det arbejde spiller avisens format en vigtig rolle. Det praktiske format vil underbygge vor journalistiske ambition om at lave en klart prioriteret avis med fokus på de væsentligste begivenheder«, skriver Niels Lunde på Berlingskes netavis. Ligner de nye gratisaviser Politikens ansvarshavende chefredaktør Tøger Seidenfaden glæder sig til at se, hvordan det nye Berlingske kommer til at se ud. Men samtidig undrer Tøger Seidenfaden sig over timingen i lanceringen af det nye format. »Det virker mærkeligt, at Berlingske vælger det samme format som de to nye gratisaviser, der udkommer første gang i august måned. Derved kommer avisen til at ligne de nye gratisaviser på et tidspunkt, hvor konkurrencen om at markere sig skærpes«, siger Tøger Seidenfaden. Uændret mængde stof Allerede i januar 2003 blev Berlingskes erhvervssektion Business lagt om til tabloid, og senere fulgte også Magasin, Boligen og flere andre af avisens specialsektioner efter. Avisen vil indeholde den samme mængde stof som tidligere, oplyser Berlingske Tidende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her