Intet mindre end en bundplacering. Det er, hvad Danmark får i en ny EU-sammenligning over antallet af kvindelige professorer inden for teknisk forskning. Og ikke nok med at Danmark har sovet i timen med ligestilling, så placerer EU-rapporten også Danmark som det land i verden, hvor kvinder har sværest ved at komme til tops i forskningshierarkiet. Det skriver Ingeniøren. Til avisen siger den tidligere formand for regeringens tænketank om flere kvinder i forskning, forskningsleder Lisbeth Pedersen: »Vores nabolande har for længst erkendt, at de kvindelige forskere udgør en helt uundværlig talentmasse, når landene i fremtiden skal konkurrere på viden«. Tid til offensiv Hendes kollega fra tænketanken Kamma Langberg, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse, mener også, at det er på høje tid at gå mere offensivt til værks: »For tyve år siden troede vi, at der bare skulle uddannes flere kvindelige ph.d'ere. Dem har vi masser af i dag, men de kommer ikke videre op ad karrierestigen. Derfor må der stilles nogle krav til forskerverdenen. Jeg bryder mig ikke om at fastsætte en kvote. Men vi kunne sikre udviklingen ved at sige, at andelen af kvinder skal stige et par procent om året«, siger seniorforskeren, som finder det oplagt, at visionen for en bedre kønsfordeling bliver indarbejdet i universitetsledelsernes nye resultatkontrakter. Hun påpeger, at de amerikanske universiteter er langt forud og for længst har erkendt, at det en byrde, som ledelsen må tackle. Kamma Langberg mener, at det ville være let at rekruttere kvindelige forskere fra udlandet: »Danmark er et attraktivt land, hvor man kan få passet sine børn mere end halvanden time om dagen, som man er vant til i nogle af de andre lande. Udenlandske kvindelige forskere vil have en afsmittende effekt, der vil få flere danske kvinder til at søge«, siger hun og tilføjer: »Vi skal nu ikke gå og tro, at arbejdsmiljøet bliver yndigt af at få kvinder ind. Men der kommer et godt arbejdsmiljø af at arbejde med ligestilling«. Væk med berøringsangsten Hun opfordrer til en gang for alle til at smide berøringsangsten: »Mens der herhjemme stadigvæk bliver talt om ligestilling som noget latterligt 70'er-noget, så har mange andre lande taget ligestilling meget alvorligt, fordi de har forudset, at det er deres konkurrenceevne, der er i spil«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























