Spædbarnet skriger og har gjort det længe. Hverken trøst, sut eller sang har nogen virkning. Desperationen og raseriet er ved at indfinde sig hos far og mor: Så hold dog op!!! De fleste forældre forstår at tøjle temperamentet, hente hjælp eller gå deres vej, hvis de bliver rasende på et skrigende spædbarn. Men der er også dem, der slår eller rusker. Cirka en procent af en årgang af spædbørn oplever fysisk mishandling. Det svarer til 500 børn. Kurser En af måderne at forebygge det på er at tilbyde vordende forældre kurser. Det viser den internationale forskning og med den som forbillede har Teori og Metodecentret samt UdviklingsForum udviklet kurset 'Klar til barn', som skal ruste vordende forældre til bedre at tackle de tilspidsede situationer. »Nogle børn dør af vold, andre får varige men, så det gælder virkelig om at gøre, hvad vi kan for at mindske volden. Og jeg tror på, at det her kan bidrage til at nå det mål. Det kan give usikre forældre viden om de situationer, der kan opstå, og nogle redskaber til at håndtere dem. «, siger socialminister Eva Kjer Hansen (V). Kurset henvender sig ikke specifikt til psykisk syge forældre, misbrugere eller andre, som har en forhistorie med grov børnevold. »Nyttig viden« »Der er tale om nyttig viden til alle børnefamilier, hvor det handler om at undgå spidssituationer, og derfor er kurset bygget op omkring konkrete anvisninger, for eksempel at man skal forlade situationen, hvis man bliver provokeret eller eventuelt bede andre om hjælp«, siger forskningsleder for Teori og Metodecentret Bo Ertmann. Hans forskning i internationale erfaringer viste også, at forældrene var mest modtagelige for information under graviditeten. Derfor er målgruppen for kurserne kommende forældre, både far og mor. Følger ikke nødvendige sociale skel Og det bliver op til de enkelte kommuner, hvordan man vil finde frem til, hvilke forældre der skal tilbydes kurset. »Man kan ikke se uden på folk, om de vil slå deres børn, eller om de kan blive så hidsige, at de finder på det. Og det går ikke nødvendigvis ad sociale skel - man kan sagtens være veluddannet og ikke have forstand på børn. Derfor er det vigtigt, at tilbuddene bliver meget åbne, så man ikke stigmatiserer nogen ved at tilbyde kurset«, siger sundhedsplejerske Else Guldager, som har været med i projektgruppen på udviklingen af Klar til barn. Foreløbig har fire modelkommuner afprøvet kurset, som er blevet rigtig godt modtaget af forældrene. Ikke mindst fædrene, fortæller John Andersen fra Udviklingsforum. »Fødselsforberedende tilbud er typisk rettet mod kvinder, men i forhold til netop håndhændet behandling er det vigtigt, at mændene er en del af det«, siger John Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























