Svage borgere bliver kastebolde

Det er, som om tallet 97 er frosset fast oppe på lystavlen. I det fyldte venteværelse på socialcentret på Ørnevej i København, hvor arbejdsløse venter på, at deres nummer kommer til syne, er tiden det eneste, der bevæger sig. Mitzi på 22 år er hjemløs på fjerde år, men vil gerne ud af sit misbrug af hårde stoffer og måske i gang med uddannelse til pædagog og arbejde. Men lige nu og her skal hun søge om kontanthjælp og om medicintilskud for sin sukkersyge. Ventetid i timevis Og det er ikke nemt. I to dage har hun tilbragt timevis på kommunale kontorer og venteværelser. Først på socialcentret, der sendte hende videre til jobcentret. De udfyldte et skema og sendte hende tilbage til socialcentret. Her blev hun sendt videre først til endnu et socialcenter og derefter endnu et jobcenter. Hvis hun er heldig, ender hun hos Ydelsesservice, hvor hun kan få tildelt kontanthjælp. Hun siger selv, at hun ikke var kommet længere end til første kontor, hvis hun ikke havde haft en medarbejder fra værestedet Gaderummet med. Medarbejderen er socialpsykologisk medarbejder og hedder Maya Thisted. Og hun er vred: »Mitzi får 4.600 kroner i kontanthjælp, når vi engang er færdige. At hun skal gå gennem ild og vand for så latterligt et beløb - det kan man bare ikke byde nogen«. Bag det tilsyneladende skrankepaveri er der faktisk en idé. Nemlig at alle veje ind til systemet skal gå gennem et jobcenter. Samtidig har man adskilt udbetalingen af penge fra at skaffe job. Opdelingen er besluttet af regeringen og skal føres ud i livet i forbindelse med kommunalreformens start 1 januar 2007. I København er man bare tyvstartet. »Helt tosset« Op til omlægningen er der sendt breve ud til de mange klienter i kommunen og uddelt stakkevis af foldere. Men hverken forberedelsen af klienter eller medarbejdere har været god nok, erkender Jan Ryborg, chef for Ydelsesservice i København. For mange klienter møder op, hvor de plejer: på socialcenteret, og de bliver ikke altid dirigeret det rigtige sted hen. Og når det gælder de svageste borgere, er systemet »helt tosset«, siger Jan Ryborg: »Den svage gruppe, der har brug for mere end standardpakken, får flere problemer - de skal flere steder hen«. Plusser Men Ryborg kan også se plusser ved det nye system: »Det her skulle blive bedre for det store flertal af brugere. Man har taget økonomien ud af samtalerne, og det har hidtil fyldt en hel del. I jobcentret møder man nogen, der virkelig ved noget om job og ikke fokuserer på, om folk har penge nok til lysregningen«. For Mitzi betyder det nye system, at hun på hvert eneste kontor fortæller sin livshistorie forfra: om sit misbrug og hjemløsheden, sine håb og drømme. Og hvert eneste sted bliver hun afbrudt og får at vide, at de kun skal tale om en ting: Et sted er det arbejde, et andet sted bolig, et tredje sted hendes sukkersyge. Men aldrig alle tingene på en gang. Det er svært at forstå, synes hun. På den tredje dag på kommunal rundvandring når hun jobcentret i Skelbækgade. En konsulent gransker sin computer og meddeler, at Mitzi ikke er registreret. Hun skal udfylde et skema og aflevere det i Ydelsesservice. Det havde hun jo gjort dagen før. Muligvis, men det står ikke på computeren, lyder svaret. »Dybt kompromitterende« Heldigvis har Maya Thisted et print af skemaet i tasken. Og så får Mitzi lov til at fortsætte med de indledende tiltag til døgnbehandling for sit misbrug. Der bliver ikke trukket i hendes kontanthjælp, selv om hun ikke har udfyldt sit CV. »Men alt i alt er behandlingen dybt kompromitterende for en marginal gruppes retssikkerhed og for deres muligheder for at få en reel støtte og hjælp til hele deres sociale sag og ikke bare brudstykker af den«, siger Maya Thisted.