BRF bekræfter forsinkede boligtal

Lyt til artiklen

De nyeste officielle tal for boligpriserne, der viste prishop på 5-6 procent alene fra første til andet kvartal i år, er ikke helt retvisende. Det bekræfter cheføkonom Ulrikke Ekelund fra BRF. Ifølge BRF's egne tal går der i gennemsnit omkring to måneder fra en købsaftale på en bolig skrives under, til realkreditlånet udbetales. Hurtig vending Og eftersom det er lånets udbetalingstidspunkt, der danner grundlag for den officielle prisstatistik fra Realkreditrådet, giver det en forsinkelse. »Det betyder nok, at statistikken ikke præcist dækker andet kvartal, men snarere februar, marts og april«, siger Ulrikke Ekelund. Forskydningen har stor betydning lige nu, fordi boligmarkedet - i hvert fald ifølge ejendomsmæglernes iagttagelser - er i gang med en hurtig vending. Denne vending, der fra års konstante stigninger nu går i retning af udfladende priser, er altså endnu ikke slået igennem i de officielle priser. Nervøse købere Flere ejendomsmæglere siger i dag til Børsen, at Realkreditrådets tal er forældede. Direktør Hans-Erik Pedersen fra Danbolig kalder det utilfredsstillende, at tallene er fem til seks måneder bagud. »Det er ikke godt for hverken køber eller sælger. Man sidder med en information, som giver et forkert beslutningsgrundlag. Nogle bliver måske nervøse, når de ser, at priserne fortsætter op, andre vælger måske at sælge med det samme«, siger han til Børsen. Ulrikke Ekelund fra BRF mener dog, at både købere og sælgere på boligmarkedet skal tage det roligt. Ingen panik Hun forventer, at det, der sker nu, og som vil afspejles i de officielle tal for tredje kvartal, er en udfladning. Altså, at priserne slet ikke stiger så voldsomt, som vi har set i de senere år. »Vi kommer fra et rødglødende marked. Nu kan køberne gå en ekstra gang rundt, inden de beslutter sig, i stedet for nærmest at skulle forhandle i døren ved åbent hus«, siger Ulrikke Ekelund og tilføjer: »Sælgerne skal ikke gå i panik, fordi det tager tid at få solgt. Det er en stor beslutning at købe en bolig, og den proces tager nogle måneder«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her