Danskere, der er blevet evakueret fra Libanon, skal tjekkes for socialt bedrageri. Det er meldingen fra Brørup Kommunes borgmester Egon Fræhr (V). »Det er kommunens opgave at se til, at socialt bedrageri begrænses mest muligt. Derfor vil vi bruge alle de oplysninger, vi kan få«, siger Egon Fræhr. Han oplyser, at kommunen i løbet af den kommende uge vil rette henvendelse til Udenrigsministeriet for at få udleveret listen over de 5.700 danskere, der er blevet evakueret fra Libanon. Flere kommuner vil se listerne Dermed går Venstre-borgmesteren imod flere af sine partifæller på Christiansborg, der har afvist et forslag fra Dansk Folkeparti om, at listerne med evakuerede danskere skal krydstjekkes med lister over kontanthjælpsmodtagere. Brørup Kommune har ifølge Egon Fræhr ikke nogle konkrete mistanker om bedrageri. En række andre kommuner i Syddanmark har også ytret interesse for at se listerne. Det gælder ifølge Jyske Vestkysten bl.a. Esbjerg, Aabenraa og Sønderborg. Sønderborgs borgmester A.P. Hansen (V) oplyser dog, at han i første omgang vil sætte sig sammen med kommunaldirektøren for at undersøge, om der overhovedet er lovhjemmel til at krydstjekke oplysningerne. En tilsvarende melding kommer fra Odenses konservative borgmester Jan Boye. Det ligger fast, at kontanthjælpsmodtagere ikke må forlade landet med mindre de afmelder deres kontanthjælp. Til gengæld er det meget uklart, om listerne over evakuerede danskere må samkøres med de registre kommunerne har over kontanthjælpsmodtagere. Uklarhed om reglerne Chefen for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste, Peter Taksør-Jensen, vil kun oplyse, at de endnu ikke har modtaget nogle henvendelser om at se listerne. »Først i det øjeblik vi modtager en henvendelse, vil vi taget stilling til, om listerne må udleveres«, siger Peter Taksøe-Jensen. Direktøren for Datatilsynet, Janni Cristoffersen, vil ikke kommentere, om det er lovligt, hvis kommunerne får adgang til at tjekke listerne med evakuerede. Det skyldes, at hun ikke kender den præcise udformning af kontrollen af de evakuerede. Tidligere har hun oplyst, at der skal være både en lovhjemmel og en forudgående information til borgerne, hvis registre skal samkøres for at kontrollere borgerne. Lovligheden skal undersøges Per Clausen fra Enhedslisten har bedt justitsminister Lene Espersen (K) om at undersøge om kommunerne har lov til at foretage en samkøring. »Det vil efter min opfattelse være i strid med datalovgivningen, hvis kommunerne og a-kasserne får udleveret lister over de evakuerede fra Udenrigsministeriet. Desværre har myndighederne mulighed for at gennemføre en sådan samkøring uden at spørge Datatilsynet først. Herefter kan borgerne klage til Datatilsynet«, siger Per Clausen. Han mener derfor, at det er nødvendigt hurtigt at få undersøgt lovligheden af en samkøring af registre.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























