Overlæge foreslår 70 kroner for smøger

Lyt til artiklen

Politikerne på Christiansborg bør skrue afgifter på tobak voldsomt i vejret, så en pakke cigaretter kommer til at koste omkring 70 kroner.

Det mener en af landets førende eksperter i forebyggelse af rygning, overlæge og afdelingschef Hans Storm fra Kræftens Bekæmpelse. Han foreslår dermed tæt på en fordobling af den nuværende gennemsnitspris på 38 kroner. »Erfaringer fra udlandet viser, at prisen skal have et ordentligt knald opad for at få en kraftig reduktion i forbruget af cigaretter. Fordelen ved at skrue prisen i vejret er, at det rammer lige præcis de grupper, vi især gerne vil have til at holde sig fra cigaretterne. For det første er unge meget påvirkelige af priserne, og jeg forventer, at en høj pris vil gøre det sværere for unge at begynde at ryge og fortsætte med det. For det andet er det en strategi, som vil afhjælpe den kæmpe sociale ulighed i sundhed. For at sige det ligeud: De mindrebemidlede vil ikke have råd til at ryge«, siger Hans Storm. Kræftens Bekæmpelses officielle politik er, at en pakke cigaretter skal koste 50 kroner, og Hans Storm understreger derfor, at han ikke udtaler sig på foreningens, men på egne vegne. Han henviser blandt andet til erfaringer fra Norge. Her koster en pakke cigaretter i gennemsnit 68 kroner. Priserne er steget gevaldigt de seneste ti år, og det kædes sammen med, at antallet af unge rygere er faldet dramatisk, så kun 6 procent af de 15-årige ryger. 80 kroner for 20 Prince i Norge I Danmark er tallet ifølge Kræftens Bekæmpelse stagneret på et niveau, hvor cirka 10 procent af de 15-årige ryger. Regeringen har netop sat afgifterne op, så gennemsnitsprisen er steget fra 35 til 38 kroner for en pakke cigaretter. De dyre mærker som Prince koster med afgiftsstigningen 42 kroner – i Norge koster 20 Prince 80 kroner. Tobaksproducenter er kritiske over for voldsomme afgiftsstigninger. De henviser til, at europæiske lande som netop Norge og England har set en sand eksplosion i grænsehandel og salg af illegale cigaretter, efter at priserne er blevet sat i vejret. Den udvikling vil vi også se i Danmark, hvor kriminelle bander vil tjene store summer på ulovligt salg af smøger. Dermed vil salget af cigaretter komme ud af kontrol, og sundhedsgevinsten udeblive, lyder advarslen. Men den bekymring deler Hans Storm ikke. »Vi hører tit, at øget grænsehandel er årsag til, at politikerne ikke vil sætte afgifterne på cigaretter yderligere op, men jeg tror simpelthen ikke på, at vi vil se unge mennesker bruge tid og penge på at køre ned over grænsen og købe smøger. Det kan godt være, at der vil være en lille stigning, men aldrig i den størrelsesorden, man ser på det almindelige køb. Jeg er heller ikke sikker på, at postulatet om det illegale marked er rigtigt«, siger han. For at begrænse illegal handel kan der indføres regler om, at producenternes fabrikker i de enkelte lande kun må producere det antal cigaretter, der dækker forbrug inden for landets grænser, foreslår Hans Storm. Samtidig kan hver cigaret mærkes, så man kan kontrollere, hvor den er produceret. Tobaksforsker Charlotta Pisinger giver Hans Storm ret i, at prisen er et af mest effektive redskaber i forhold til at få unge til at holde sig fra cigaretterne. Af den simple grund, at børn og unge har få penge til rådighed: »Høj pris er et velkendt og et fantastisk stærkt redskab i forebyggelse af rygning. Jo højere priser, jo bedre. Men samtidig er der ingen tvivl om, at vi med meget høje priser bliver stillet i et etisk dilemma i forhold til fattige, som ikke kan holde op med at ryge«, siger Charlotta Pisinger, der er ansat på Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed. »En voldsom prisstigning kommer til at ramme skævt. En højtlønnet ryger vil ærgre sig, men vil trods alt ikke mærke den store forskel. Hvis man derimod lever af en pension, er svært afhængig og bruger en stor del af sin indkomst på cigaretter, så er situationen anderledes. Derfor er det vigtigt, at vi får den etiske dimension med i diskussionen om, hvad en pakke cigaretter skal koste«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her