Der er noget skelsættende over 2017. For statsminister Lars Løkke Rasmussen. For regeringen. Og for en samlet borgerlig alliance på Christiansborg, som skal overbevise vælgerne om, at de kan levere synlige resultater. Men også for det etablerede politisk system i Vesten, der er i opbrud.
I flere lande vinder antiestablishmentpartier frem på bekostning af traditionelle magtpartier. 2017 byder på valg i både Frankrig og Tyskland, hvor højrenationale strømninger har vælgersucces. I Danmark står Nye Borgerlige parat i kulissen. Til januar indsættes Donald Trump som USA’s præsident, og langt ind i Statsministeriet er der en erkendelse af, at det etablerede politiske system gør et eller andet galt.




























