Vesterbro, klokken 5.20. Gaderne er mørke og tomme, byen sover, men indenfor i den buede reception er natportieren Kim Drastrup ved at nærme sig fyraften, eller »skulle vi kalde det fyrmorgen«, smiler han.
»For at klare jobbet skal man kunne holde sig vågen, og hvis man er træt, skal man kunne finde en indre ro for at komme igennem det. Det hjælper også, hvis man kan filosofere lidt over livet. Men efter 15 år i natten har jeg vænnet mig til det«, siger Kim Drastrup, der mødte på arbejde på Hotel Absalon klokken 23.




























