Nordsjællands Politi har siden i formiddag været kraftigt til stede på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland, hvor en 52-årig iransk mand havde forskanset sig på sit værelse sammen med sin kone og to af sine børn. Mandens to øvrige børn var på det tidspunkt i skole.
Nordsjællands Politi blev alarmeret via 112 klokken 10.49 og sendte patruljer til stedet på baggrund af en mistanke om, at mandens kone og børn blev tilbageholdt mod deres vilje, oplyser politiet i en pressemeddelelse.




























