På en god dag uden tåge kan Ditte Bech Mellson og hendes mand Anders ikke bare se til Thurø og Tåsinge, men helt til Langeland. Det var udsigten her fra toppen af Svendborg, der fik dem til at afhænde deres 45 kvadratmeter store lejlighed på Vesterbro og flytte til Fyn.
Med den beslutning fulgte også et nyt liv med venner. Venneflokken havde indtil da favnet nære venner og masser af smalltalk. Alt det findes nu i et koncentrat: De nære venskaber dyrkes i planlagte doser, mens hverdagsvenner findes blandt naboer og forældre til de børn, som deres fireårige datter leger med.


























