Med et tilbud om 20 års betaling for husleje, el, vand og varme i et kontordomicil med plads til 890 medarbejdere forsøger den danske regering for alvor at gøre sine hoser grønne i efterårets europæiske konkurrence om at overtage Storbritanniens nuværende værtsskab for EU’s lægemiddelagentur efter Brexit.
European Medicines Agency, EMA, skal flytte fra London som følge af Brexit i april 2019, og Danmark regnes ifølge internationale vurderinger for at ligge lunt i svinget i konkurrence med byer som Amsterdam, Wien, Milano og Barcelona.




























