Enhedslisten er ikke en del af noget centrum-venstre-projekt. Vi opfatter os nærmest som et opgør med det idégrundlag. Vores mål er i sidste ende at erstatte Socialdemokratiet som det parti, der samler op på almindelige menneskers håb og forventninger, og bryde med de sidste årtiers ulighedspolitik«.
Pelle Dragsted lægger hårdt ud. Og jeg erindrer i mit stille sind, dengang han som ansat i Enhedslisten skrev en sms til mig med teksten: »Røvhuller!«. Årsag? Min tidligere arbejdsgiver, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), indgik en skattereform uden om Enhedslisten. I dag sidder han i Folketinget, og som Enhedslistens finanspolitiske ordfører er han at finde i venstrefløjens yderste frontlinje. Ordene er lidt rundere, men skarpheden den samme.


























