På en tur gennem Europa svindlede seks mænd sig til luksus biler, restaurantbesøg, hotelophold og benzin. I dag har Københavns Byret idømt dem fængsel for databedrageri.
Regningerne på flere hundredtusinder kroner blev nemlig betalt med manipulerede kreditkort fra SEB Bank.
Den mildeste dom lyder på fængsel i et år og to måneder, mens den hårdeste dom lyder på to år.
På turen gennem en række lande i Europa stoppede mændene blandt andet McDonalds i Paris. De overnattede på Grand Hyatt Hotel i Berlin og på Waldorf Astoria i Amsterdam.
Fire biler til en samlet værdi af seks millioner kroner blev kørt væk fra Europcar, Hertz og Sixt, står der i anklageskriftet.
Tre af bilerne, en Audi Q7, en Maserati og en Range Rover, blev beslaglagt af politiet på en parkeringsplads i Hedehusene 28. november 2016.
Også en BMW X6M til 2,3 millioner, blev kørt til Danmark, fremgår det af anklageskriftet.
ritzau



























