Mens regeringen og Dansk Folkeparti forhandler intensivt for at lande en skatteaftale og en udlændingeaftale før juleferien, udskydes en præsentation, som regeringen ellers havde lovet før jul.
Anden runde af udflytningen af statslige arbejdspladser sker først til januar, skriver DR.
»Vi må bare erkende, at der stadig udestår noget arbejde, som gør, at det først bliver i januar måned, vi er klar med præsentationen«, siger minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) til DR.
Hun afviser, at udskydelsen skyldes regeringens bestræbelser på at nå i hus med både skattelettelser og udlændingestramninger før afstemningen om finansloven i Folketingssalen 22. december.
»Det har sådan set ikke nogen betydning for det her«, siger hun til DR.
»Man må gerne lave alle sine spændende spekulationer, men kendsgerningerne er bare, at vi ganske enkelt ikke er færdige endnu, fordi der udestår noget arbejde med at få forberedt den næste runde af flytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet og ind i resten af landet«.
ritzau
fortsæt med at læse


























