Styrelse forventer Aarhus Letbane kører på torsdag

Lyt til artiklen

Med tre måneders forsinkelse forventer Trafikstyrelsen nu at give endelig godkendelse til Aarhus Letbane på onsdag.

Det oplyser styrelsen ifølge jp.dk.

»Styrelsen meddeler endvidere, at man nu er så langt i processen, at man forventer at kunne give letbanen den resterende godkendelse senest onsdag i næste uge - vel at mærke på en række vilkår, der vil blive beskrevet i godkendelsen«, skriver vicedirektør Kåre Clemmesen i en skriftlig kommentar.

Falder godkendelsen i hak onsdag, vil det betyde, at letbanen kan køre med passagerer fra på torsdag.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) var lørdag ude med kras kritik af Trafikstyrelsen.

Han har bedt transportminister Ole Birk Olesen (LA) om en undersøgelse af det kaotiske forløb omkring godkendelse af letbanen.

Letbanen skulle oprindeligt være åbnet 23. september, men det blev aflyst med dags varsel af Trafikstyrelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her