Fynske borgmestre sætter lys på broer efter stenkast

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), her fotograferet sammen med   Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, vil have videoovervågning op hurtigst muligt.
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), her fotograferet sammen med Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, vil have videoovervågning op hurtigst muligt.
Lyt til artiklen

Natten til onsdag blev to biler beskadiget, da flere sten blev kastet ned på Den Fynske Motorvej fra en motorvejsbro tæt ved Odense.

Derfor har borgmestrene i de fynske kommuner Assens og Odense efter dialog med Fyns Politi besluttet, at der hurtigst muligt skal sættes lys op på to af motorvejens broer.

Broen, som stenene blev kastet fra onsdag nat, ligger i Assens Kommune, mens broen over Spedsbjergvej i Odense Kommune kun to kilometer derfra i september blev ramt af stenkast.

»Jeg har været i dialog med politidirektøren, og hun forsikrer mig om, at de er i fuld gang med efterforskningen. Det er selvfølgelig dem, der skal finde de skyldige«, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

»Og så har vi taget beslutningen om, at vi vil sætte lys op på motorvejsbroen ved Spedsbjergvej, som ligger tæt på den bro, hvor der onsdag nat blev kastet sten«, siger han.

Peter Rahbæk Juel (S) forventer, at lyset, som i første omgang vil være midlertidigt, vil blive sat op onsdag eller torsdag.

Også Søren Steen Andersen (V), borgmester i Assens Kommune, har sagt til politiledelsen på Fyn, at kommunen står til rådighed.

»Kan vi hjælpe med noget, så står vi gerne bi. Hvis lys kan gøre gavn, så sætter vi gerne lys op, og det har vi fået nik til fra politiledelsen«, siger Assens-borgmesteren.

I november bebudede justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at politiet skal kunne overvåge 30 udvalgte vejstrækninger med hemmelige kameraer.

Halvanden måned efter ministerens udmelding er kameraerne endnu ikke sat op. Det oplyser Rigspolitiet i en skriftlig kommentar.

»Processen med at etablere videoovervågning på udvalgte motorvejsbroer rundt omkring i landet er i fuld gang. Rigspolitiet er p.t. ved at afklare, hvilken type udstyr der skal indkøbes, og hvor overvågningskameraerne præcis skal hænge«.

De ansvarlige bør 'få fingeren ud', så videoovervågningen kan komme op så hurtigt som muligt, siger Peter Rahbæk Juel.

»Beslutningen er jo taget, så dem, der skal udføre det, skal jo bare have sat kameraer op så hurtigt som muligt«, siger han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her