EL og AL kritiserer hjemsendelser, mens DF vil have flere

Lyt til artiklen

Ekstremt problematisk og uansvarligt.

Sådan lyder kritikken fra Enhedslisten og Alternativet, efter at Danmark i løbet af de første ni måneder af 2017 har sendt ti somaliere til Mogadishu med tvang.

Hjemsendelserne er ifølge fortrolige notater, der er oversendt til Folketingets udenrigspolitiske nævn, og som Politiken har set, resultatet af en hemmelig aftale med myndighederne i Somalia.

»Jeg ved ikke, om de oplysninger, som du gengiver her, er korrekte, da jeg ikke er medlem af udenrigspolitisk nævn. Men det er ekstremt problematisk, at man mørklægger de betingelser, som man udsender på«, siger Josephine Fock, udlændingeordfører i Alternativet og tilføjer:

»Derudover er det stærkt kritisk, at man udsender somaliere på baggrund af uformelle aftaler med et af verdens mest korrupte lande. I et retssamfund som det danske er det afgørende, at vi kender til de vilkår, som vi udsender på«.

EL er imod hjemsendelser

Ifølge notaterne, som Politiken har set, er aftalen indgået mundtligt i maj 2016 med Somalias tidligere regering. Men det er forkert, at regeringen overhovedet arbejder på at kunne tvangshjemsende afviste asylansøgere til Mogadishu, siger Johanne Schmidt-Nielsen, udlændingeordfører for Enhedslisten.

»I Enhedslisten er vi dybt uenige i beslutningen om at tilbagesende flygtninge til det sydlige og centrale Somalia. Her er vi helt på linje med blandt andet Dansk Flygtningehjælp. Vi mener simpelthen, det er uansvarligt, fordi situationen i Somalia er så skrøbelig, som den er. Det er både farligt for den enkelte, som tilbagesendes, og det risikerer at sætte de små fremskridt, der er i området, tilbage, hvis flere lande gør som Danmark, og mange flygtninge pludselig sendes tilbage«, siger hun.

Derudover er det et problem, at hele processen er mørklagt, mener hun.

»Hundredvis af mennesker får netop nu genvurderet deres sag, og en del vil få frataget opholdstilladelsen. Men alt tyder jo på, at det er overordentligt svært at tilbagesende til Somalia. De mange hundrede mennesker risikerer derved at sidde i årevis i danske udrejsecentre og kukkelure. Hvem får noget ud af det?«, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun henviser til, at Udlændingestyrelsen er i gang med en historisk stor genbehandling af herboende somalieres opholdstilladelse. Ved udgangen af november i år er 832 sager afgjort. Heraf har 551 fået inddraget deres opholdstilladelse og står til at skulle forlade Danmark.

DF vil have fart på

I Dansk Folkeparti mener udlændingeordfører Martin Henriksen omvendt, at ti udsendelser på knap et år er alt for lavt.

»Det viser, at der er behov for, at man opjusterer indsatsen fra regeringens side i forhold til at få sendt flere ud af landet«, siger han.

Organisationer og eksperters advarsler om, at situationen i Somalia fortsat er for farlig, ændrer ikke på den holdning.

»Verden er på mange måder et usikkert sted, og derfor vil der altid være en vis risiko forbundet med at sende folk tilbage til lande som eksempelvis Somalia. Men det kan altså ikke afholde os fra at sende folk ud«.

anders bæksgaard og cecilie lund kristiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her