Treårig dreng ser ud til at slippe uden mén efter styrt på seks meter fra rulletrappe i Fisketorvet

Lyt til artiklen

En treårig dreng faldt torsdag eftermiddag seks meter ned ved en rulletrappe i indkøbscenteret Fisketorvet i København.

Tidligere på dagen havde Københavns Politi fået oplyst, at drengen var seks år, men han er altså kun tre år.

»Han får på en eller anden måde klemt sig ind mellem rulletrappen og værnet ved siden af den. Her tager han fat i gelænderet, der trækker ham med«, fortæller vagtchef Henrik Svejstrup.

Da drengen slipper gelænderet, falder han seks meter ned. En ambulance bliver tilkaldt og bringer ham til Rigshospitalets traumecenter.

Tilstand er stabil

Sidst på eftermiddagen oplyser lægerne til politiet, at drengens tilstand er stabil.

»Og han får tilsyneladende heller ingen mén efter ulykken«, siger Henrik Svejstrup.

Politiet har undersøgt ulykkesstedet og sender en rapport til Arbejdstilsynet.

Andre myndigheder skal også undersøge rulletrappen, men ifølge politiet vil man ikke umiddelbart kræve tiltag omkring sikkerheden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her