Mand sigtet for at indsmugle hash gemt i biobrændsel

Lyt til artiklen

En 42-årig mand bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster i en sag om indsmugling af 180 kilo hash.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Sammen med flere andre er han sigtet for at have indsmuglet de mange kilo hash. En 45-årig mand sidder allerede fængslet i sagen.

Hashen var gemt i såkaldte big bags med biobrændsel i form af knuste olivensten.

Chauffør fra Litauen

Det var 26. juni sidste år, at hashen blev kørt over grænsen ved Rødbyhavn.

Chaufføren var fra Litauen, som kørte en litauisk lastbil med en dansk indregistreret trailer.

Han blev i første omgang anholdt og sigtet. Men ifølge Ekstra Bladet blev han løsladt igen, og sigtelsen blev frafaldet, da det viste sig, at han ikke vidste, hvad der lå gemt i lasten.

Dagen efter at lasten blev stoppet ved Rødbyhavn, fandt politiet frem til den 45-årige. Her stod han klar til at modtage lasten ved en lejet lagerhal i Greve, skriver Ekstra Bladet.

Sagen mod den 45-årige mand begynder 18. januar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her