Otte år før danmarkshistoriens største bedragerisag med svindel for 12,3 milliarder skattekroner kom for dagens lys, kendte Skatteministeriet til katastrofale huller i kontrollen med udbytteskat. Det fremgår af den advokatundersøgelse af sagen, som blev afleveret til Folketingets partier kort før jul.
Kontrollen med milliardudbetalingerne var så tynd, at det var i strid med forvaltningsloven, skriver advokaterne, der over 613 sider opruller en lang række svigt i både Skat og Skatteministeriet.


























