16-årig dreng er i kritisk tilstand efter påkørsel på Lolland

Lyt til artiklen

En 16-årig dreng er i kritisk tilstand, efter at han fredag aften blev ramt af en bil på Lolland. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Vi formoder, at det er en cyklist, der er stået af sin cykel og står i vejkanten på en mørk vej, siger vagtchef Anders Mikkelsen.

»Og han bliver så ramt af en bil, der passerer ham«, siger han.

Politiet formoder, at bilisten måske blev forstyrret af en modkørende bil.

»Der har muligvis været en anden bil, så de to biler har blændet hinanden, og så har man ikke kunnet se cyklisten«, siger Anders Mikkelsen.

Ulykken skete på Græshavevej i Søllested på Lolland. Politiet fik anmeldelsen om hændelsen klokken 21.20 fredag aften.

Den 16-årige er bragt til Rigshospitalet, og hans pårørende er underrettet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her