Forældre frifundet for overgreb på datter efter mere end 300 dage i fængsel

Lyt til artiklen

En 49-årig mor og hendes 40-årige mand, der har siddet varetægtsfængslet i 320 dage, er tirsdag formiddag blevet løsladt.

Parret var anklaget for seksuelle overgreb mod kvindes nu 12-årige datter gennem en længere periode, men et nævningeting i Retten i Næstved har frifundet begge.

Begge de tiltalte var anklaget for voldtægt og andet seksuelt forhold til en pige under 12 år. Kvinden var endvidere tiltalt for incest mod datteren.

Sagen var rejst som en nævningesag. Det betyder, at anklageren gik efter mere end fire års fængsel.

Men et flertal i retten finder ikke grundlag for, at parret er skyldige.

En enkelt nævning finder dog, at det var bevist, at de tiltalte, omend i mindre omfang end de var tiltalt for, havde begået en række seksuelle overgreb mod pigen.

Men det er de resterende fem nævninger samt tre juridiske dommere ikke enige i.

Dermed er parret, der har været varetægtsfængslet siden 17. marts 2017, blevet løsladt ved domsafsigelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her