41-årig er dræbt af knivstik i Bjerringbro

Lyt til artiklen

En mindre sammenkomst i Bjerringbro har natten til torsdag fået fatale følger for en 41-årig mand.

Manden blev dræbt af knivstik i sit hjem i Bredgade, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Allerede halvanden time efter forbrydelsen anholdt politifolk en formodet gerningsmand, en 21-årig mand fra Skive, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Han blev anholdt cirka 1,5 kilometer fra Bredgade, og da var han i besiddelse af en kniv, som politiet formoder kan være brugt ved forbrydelsen.

»Vi ved endnu ikke så meget om mændenes indbyrdes relation eller motivet til knivdrabet, men vi formoder, at de kender hinanden i forvejen«, siger politikommissær Poul Fink i pressemeddelelsen.

Den 21-årige vil blive fremstillet for en dommer senere torsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her