Onsdag bekendtgjorde Kongehuset, at Prins Henrik efter eget ønske vil blive bisat ved en mindre ceremoni i Christiansborg Slotskirke tirsdag d. 20 februar. Hvad siger det om prinsen, at han frabad sig en pompøs ceremoni?
»Hvis han skulle begraves i Roskilde Domkirke sammen med dronning, var det sikkert blevet til en statsbegravelse i samme kirke. Nu vælger han noget helt andet. Det er et meget privat og personligt bud på en bisættelse uden uniformer, ordener og alt det der. En stilfærdig højtidelig, smuk begivenhed, der passer godt med det indtryk, man har haft af ham i de senere år. Han brød sig måske i virkeligheden ikke så forfærdelig meget om alt det opstyltede, som også hører monarkiet til. Han ville hellere have det på sin måde. Og det får han nu«.




























