Staten har penge til gode i Østjydsk Bank, og derfor taber vi alle penge på lokalbankens konkurs.
Alligevel er konkursbegæringen en god løsning, vurderer Lars Krull, der er bankekspert og seniorrådgiver ved Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet.
»Hvis ikke Østjydsk Bank havde fundet en løsning netop nu, var banken gået i det, der hedder Finansiel Stabilitet - og så var staten nødt til at putte væsentligt flere penge i til skade for os alle sammen«, siger han.
Østjydsk Bank har torsdag indgivet konkursbegæring. Banken har de seneste år været belastet af store risikofyldte lån, der blev etableret før finanskrisen.
Siden 2013 har banken arbejdet målrettet med at nedbringe udlånet, men det har ikke været muligt at rejse den fornødne kapital.
»Hver gang Finanstilsynet har været på besøg hos dem, har de måttet foretage ekstraordinære nedskrivninger«.
»De har prøvet at rejse kapital en del gange, og hver gang har de skuffet på de løfter og udsigter, de gav«, siger Lars Krull.
Derfor er det ikke den store overraskelse, at banken nu går konkurs, forklarer han.
Sparekassen Vendsyssel overtager for en pris på 50 millioner kroner banken - herunder alle bankens 14.000 kunder og medarbejdere.
Det får dog ikke den store betydning for bankens kunder, vurderer Lars Krull.
»Banken får et nyt navn - det bliver en sparekasse - men de vil blive ved med at kunne bruge deres dankort, som de vil«, siger han.
ritzau




























