til London i 2017 satte to Hofor-medarbejdere sig til rette på den franske restaurant Zedel, bestilte snegle, ost, entrecotebøffer, en flaske rødvin og to sauternesvine – også kaldet ’flydende guld’ – hvorefter de lod firmakortet stå for betalingen af den samlede regning på 2.040 kr.
De to medarbejdere overnattede på hver sit dobbeltværelse til en pris på 2.169 kr. per nat. Og under en lignende rejse til den engelske hovedstad året forinden indlogerede en medarbejder sig på det femstjernede Hilton on Park. Værelsets pris? 2.766 kr. per nat.
Direktør Lars Therkildsen skriver i en mail til Politiken, at selskabets medarbejdere får »et stort udbytte« af rejserne, og at samarbejdet med andre virksomheder er vigtigt for at kunne tackle de udfordringer, som Hofor står over for – blandt andet som følge af klimaforandringerne.
»Vi forsøger gennem samarbejde med andre at nå hurtigere til målet, der handler om at nedbringe CO2-udledningen, tilpasse vores byområder til klimaforandringer og drive vores forsyningsvirksomhed så omkostningseffektivt og fremsynet som muligt«.



























