Fælles aftale baner vej for letbane i Region Hovedstaden

Hovedstadens letbane, ved Herlev hospital. Visualisering: Torben Eskerod/HL
Hovedstadens letbane, ved Herlev hospital. Visualisering: Torben Eskerod/HL
Lyt til artiklen

Staten, Region Hovedstaden og 11 kommuner er enige om en fælles aftale om at sætte byggeriet af Hovedstadens Letbane i gang.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

»Det er et fantastisk øjeblik, som vi har ventet på i rigtig mange år. Nu kan vi endelig komme i gang med at anlægge Hovedstadens Letbane«.

»Letbanen vil styrke den kollektive trafik på tværs af hovedstaden«, siger Trine Græse, der er næstformand i Hovedstadens Letbane.

Staten har besluttet at skrive under på aftalen, men vil overlade sin andel af finansieringen til ejerkredsen på samme måde som i Aarhus og Odense, som herefter vil stå for både byggeriet og den efterfølgende drift.

Der vil derfor gå nogle dage, før det juridiske formelt er på plads.

Hovedstadens Letbane bygges i samarbejde mellem 11 ejerkommuner og Region Hovedstaden. Staten betaler 40 procent, Region Hovedstaden 26 procent og kommunerne 34 procent af anlægsudgifterne.

De 11 kommuner og Region Hovedstaden står for alle udgifter til drift og vedligeholdelse af letbanen.

Det forventes, at Hovedstadens Letbane åbner i 2024.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her