Fire mænd tiltales for at uddele asylspray i Haderslev

Lyt til artiklen

Fire mænd mellem 27 og 57 år er af anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi blevet tiltalt for racisme efter straffelovens paragraf 266b.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Paragraffen omhandler offentlige udtalelser, der truer, håner eller nedværdiger folk på grund af race, hudfarve eller oprindelse og straffes med bøde eller fængselsstraf på op til to år.

De fire mænd uddelte 24. september 2016 på gaden i Haderslev hårlak i sprayflasker, hvorpå der stod 'Asylspray'.

Mændene anbefalede modtagerne at bruge sprayen i selvforsvar mod asylansøgere. Den opfordring har også medført tiltaler for overtrædelse af våbenloven.

Vil have frifundet klienter

Den ene af de fire uddelte igen 'Asylspray' fem dage efter på gaden i Thisted.

De fire mænd er en 57-årig mand fra Vojens, en 49-årig mand fra Løgumkloster, en 27-årig mand fra Grenaa-området og en 31-årig mand fra Kolding.

Den 27-årige er også tiltalt efter stykke to af straffelovens paragraf 266b, da det betragtes som en skærpende omstændighed, at uddelingen af 'Asylspray' efter anklagemyndighedens mening havde karakter af propaganda.

Advokat Rasmus Paludan skriver fredag på Twitter, at tre af de fire tiltalte har ønsket ham som forsvarer.

Paludan vil nedlægge påstand om frifindelse af sine klienter.

»Den beskrevne hændelse var efter mine klienters opfattelse en nødvendig politisk happening grundet politiets mangel på indgreb over for asylansøgeres kriminalitet mod danskere, skriver advokaten på Twitter.

Der er endnu ikke afsat dage i retten til afviklingen af sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her