Landets øverste domstol, Højesteret, bør afgøre, om lederen af Loyal To Familia skal udvises af Danmark, mener anklagemyndigheden.
Derfor har Rigsadvokaten søgt om tilladelse til det ekstraordinære skridt.
To gange tidligere har domstolene afvist anklageres krav om udvisning af Shuaib Khan til hjemlandet Pakistan, men nu har Rigsadvokaten søgt om en tredje behandling i retssystemet af straffesagen.
I en pressemeddelelse torsdag skriver den fungerende rigsadvokat Jan Rechendorff, at sagen efter hans opfattelse er principiel, fordi Højesteret ikke tidligere har afgjort en tilsvarende sag.
Heller ikke Menneskerettighedsdomstolen har vurderet samme type sag, lyder det.
Shuaib Khans forbrydelse består i, at han mundtligt kom med en trussel med en politibetjent i forbindelse med en visitation. Landsretten sagde forleden, at det skulle medføre en straf på to måneders fængsel - og frifandt samtidig Khan for udvisning.
ritzau
fortsæt med at læse




























