Fyns Politi: Der er nogen, der beskytter stenkastende serieforbryder

Det er disse sten, som blev kastet mod en bil med en tysk familie, så den forulykkede. Kvinden blev dræbt, mens hendes mand blev hårdt såret.  Fyns Politi/POLFOTO
Det er disse sten, som blev kastet mod en bil med en tysk familie, så den forulykkede. Kvinden blev dræbt, mens hendes mand blev hårdt såret. Fyns Politi/POLFOTO
Lyt til artiklen

En eller flere personer har besluttet at holde tæt om en stenkastende serieforbryder på Fyn - i hvert fald indtil videre. Det er en politichef overbevist om.

»Jeg kan ikke forstå, at man ikke vil hjælpe politiet«, siger vicepolitiinspektør Per Lydiksen Laursen.

Borgere er kommet med over 1.200 tip, efter at Fyns Politi for tre måneder siden rykkede ud med meldingen om, at en serieforbryder efter alt at dømme har begået et drab og forsøgt at dræbe andre tilfældige bilister på motorvejen.

»Jeg er af den overbevisning, at nogen sidder med en viden, som man ikke er gået til politiet med«, siger Per Lydiksen Laursen.

Tysk kvinde blev dræbt og manden hårdt såret

Både via traditionelle medier og sociale medier er politiet ifølge Per Lydiksen Laursen nået meget bredt ud med sin appel om hjælp.

Sagen drejer sig blandt andet om drabet på en tysk kvinde i en bil i august 2016. Nelli Gosmann mistede livet, da der blev kastet en betonsten ned på den fynske motorvej fra en bro. Hendes mand blev hårdt kvæstet, mens deres barn ikke led fysisk overlast.

Samme gerningsmand kastede ifølge politiets mistanke en 40 kilo tung sten af granit ned mod trafikanter i september sidste år. Ingen blev ramt.

I efterforskningen, der har koncentreret sig om Tarup-området, indgår også andre sager.

Dna-spor på dåse med snustobak

Politiet har dna-spor fra en dåse snustobak, og hidtil har cirka 150 personer indvilget i at give et såkaldt mundskrab, så deres dna kan blive sammenlignet med sporet, oplyser vicepolitiinspektøren.

»Vi har cirka 100 yderligere opgaver, vi er i gang med«, siger han om opklaringsarbejdet.

I et forsøg på at få pågrebet den eller de skyldige har politiet endda lokket med en dusør. Der er tale om et beløb, som skulle være betydeligt, men politiet har ikke ønsket at være præcis.

»Mig bekendt er det første gang i nyere tid, at der via Fyns Politi er udlovet en dusør«, har chefkonsulent Janne Svärd tidligere sagt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her