15 unge var til stede, da mødested blev beskudt tirsdag aften

Lyt til artiklen

Der var femten unge mennesker til stede, da der tirsdag aften blev afgivet skud gennem ruderne til et kommunalt mødested for unge i Avedøre.

Det oplyser Helle Moesgaard Adelborg (S), der er borgmester i Hvidovre Kommune.

»Det er et sted, hvor vi har en gruppe unge, der mødes sammen med personale altså pædagoger og lærere et par gange om ugen«, siger hun.

Der blev tirsdag klokken lidt over 21 afgivet skud gennem ruderne til et kommunalt mødested for unge i Bødkerporten 2 i Avedøre.

Flere voksne og unge var på stedet, men ingen kom til skade. Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

»Vi efterforsker fortsat episoden, men savner vidner«, siger efterforskningsleder Ole Nielsen.

Efter episoden rykkede politiet ud for at lede efter gerningsmanden og skabe tryghed for områdets beboere.

Kriminalteknikere undersøgte stedet, som blev gennemgået med tjenestehunde.

Men efterforskningen er onsdag stadig i gang, skriver politiet.

»Så hvis nogen har set eller hørt noget mistænkeligt i forbindelse med episoden tirsdag lidt over klokken 21, så kontakt os gerne«, siger efterforskningslederen.

Politiet undersøger også to andre episoder, hvor der er hørt eller fundet tegn på, at der har været skudt.

Det skal være sket søndag 25. marts ved 22-tiden ud for Bødkerporten 21 og tirsdag 20. marts omkring klokken 23.25 ved Bymuren.

Det bliver også undersøgt, om der kan være en sammenhæng. Det ser ud til, at der ikke er nogen, der er kommet til skade ved episoderne, oplyser politiet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her