Beboere evakueret i forbindelse med voldsom brand

Kun skorstenene står tilbage, efter at en brand i en ejendom i Lyngby har bredt sig til taget.
   Jens Dresling/POLFOTO
Kun skorstenene står tilbage, efter at en brand i en ejendom i Lyngby har bredt sig til taget. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Fire opgange i Kgs. Lyngby nord for København er søndag eftermiddag evakueret i forbindelse med en voldsom brand.

Det oplyser Nordsjællands Politi.

Ifølge Beredskab Øst er der ild i to lejligheder, og branden har bredt sig til taget.

»Vi får klokken 17.38 en anmeldelse om, at der er ild i tagkonstruktionen på en beboelsesejendom på Poppelhegnet 16 til 18«, fortæller vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi.

Både politi og brandvæsen har sendt store styrker til at bekæmpe branden og har evakueret beboerne i den tre etager høje ejendom.

»Desuden har vi evakueret naboejendommen på grund af røg og varmestråling«, siger Søren Bjørnestad.

En evakureringsbus er ankommet, så beboerne har et varmt sted at være, indtil de kan få anvist et sted, hvor de kan overnatte.

Politiet kan endnu ikke sige noget om brandårsagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her