Landsret stadfæster livstidsdom for bestialsk dobbeltdrab

Lyt til artiklen

Østre Landsret har torsdag stadfæstet Retten i Svendborgs dom om fængsel på livstid til 27-årige Alexander Jensen for drabet på sin højgravide ekskæreste og hendes nye mand.

Drabene fandt sted i byen Snøde på Langeland om aftenen 17. april 2016.

Alexander Jensen skulle aflevere sin og ekskærestens fælles datter, da han på tæt hold skød parret med et oversavet jagtgevær.

Inden påkørte han sin ekskæreste, 23-årige Nanna Olsen, og hendes mand, 35-årige Finn Larsen. Derefter skød han begge i hovedet.

27-årige Jensen har i byretten erkendt drabene, men han har afvist, at de skete efter forudgående planlægning.

Byretten fandt dog, at det netop var planlagt på forhånd.

En måned før hændelsen havde Jensen købt jagtgeværet på hjemmesiden guloggratis.dk og skaffet ammunition. Han havde desuden foretaget en del søgninger på nettet på blandt andet 'lejemord' og 'jalousidrab', inden drabene fandt sted.

Alexander Jensen havde anket byrettens dom, med håb om at straffen blev nedsat til 16 års fængsel, den højeste tidsbestemte straf, man kan få i Danmark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her