Mange uheld skaber lange køer over Fyn mandag morgen

Lyt til artiklen

Fynske Motorvej er mandag morgen ramt af en stribe uheld.

Ved ottetiden oplyser Vejdirektoratet på Twitter, at rejsetiden i hvert fald ét sted er forlænget med 45 minutter.

I særdeleshed er det bilister i østgående retning, der må indstille sig på en lidt langsommere start på ugen.

Således er det et uheld i østgående retning mellem afkørsel 54 og serviceanlæg Kildebjerg Syd, der skaber mest ventetid.

» Køen strækker sig nu hen mod afkørsel 56 Ejby, og den forlængede rejsetid er på op mod 45 minutter«, lyder det fra Vejdirektoratet.

Tidligere på morgenen skabte en 80-årig bilist drama et andet sted på motorvejen.

Ved Blommenslyst nær Odense havde den ældre herre forvildet sig over i den forkerte køreretning. Her ramte han en varebil med en 43-årig fører.

Begge mænd slap dog med mindre skader.

I det hele taget synes det at være den gode nyhed mandag morgen: På trods af de mange uheld er ingen umiddelbart kommet noget alvorligt til.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her